Det årlige repræsentantskabsmøde i AF86 vidnede nok en gang om en forening, der står stærkt både på priser og produkter. Hele mødet kunne afvikles på halvanden time, hvilket er et stærkt vidnesbyrd om en sund forening.

Formanden, Dan Norén, åbnede mødet med sin beretning, hvor han blandt andet præsenterede et tilfredsstillende økonomisk resultat for foreningen. AF86 har formået at opretholde lave og konkurrencedygtige priser på alle sine produkter, hvilket er resultatet af en målrettet indsats for at undgå tab på ubetalte regninger og holde leverandør- og administrationsomkostningerne nede.

Den gode økonomi har også muliggjort, at foreningen kunne udskyde prisjusteringer på TV-pakkerne indtil februar, på trods af, at YouSee´s prisstigninger skete med virkning allerede i januar. Desuden har bestyrelsen besluttet at friholde medlemsafdelingerne for driftsbidrag i ni måneder, hvilket forbedrer medlemsafdelingernes antenneregnskaber betragteligt. Pengene kan i stedet gå til investeringer i lokal infrastruktur, fremrykke afskrivninger på investeringer eller noget helt tredje.

Dan Norén fremhævede, at foreningens stærke økonomiske position er et resultat af nøje overvågning og tilpasning af omkostningsstrukturen samt forhandlingsstyrken i forhold til leverandøraftaler. Bestyrelsen har arbejdet intensivt med at optimere driften og sikre en høj kvalitet af de tilbudte tjenester, uden at gå på kompromis med kvaliteten og prisniveauet.

Fokus på teknologisk udvikling

Formanden understregede også vigtigheden af løbende at investere i foreningens teknologiske infrastruktur. Selvom behovet for større IT-investeringer har været mindre end forventet, står foreningen klar til at modernisere og vedligeholde produktionsplatformene, for at sikre en robust og fremtidssikret drift.

I sin beretning nævnte Dan Norén derfor også, at AF86 fortsat vil fokusere på at levere konkurrencedygtige internetforbindelser. Foreningen tilbyder mange steder 1000/1000-forbindelser til blot 100 kr. om måneden. Formanden opfordrede medlemmerne til at bevare ejerskabet over deres net og infrastruktur for at sikre økonomiske fordele og kontrol over indholdet.

Han afsluttede sin beretning med at takke administrationen og medlemsafdelingerne for deres bidrag og samarbejde, som har været afgørende for foreningens succes. Den økonomiske stabilitet og de strategiske beslutninger, der er truffet, giver AF86 en stærk position til at møde fremtidige udfordringer og fortsætte med at levere værdi til sine medlemmer.

Genvalg på stribe

Efter beretningen kom turen til, at administrationen gennemgik regnskab og budget. Begge dele blev stemt enstemmigt igennem, men der var dog et enkelt spørgsmål til foreningens budgetterede overskud for 2025 og hvad sådan et overskud skal bruges til.

Her var svaret fra både formanden Dan Norén og forretningsfører Per Rokkedal, at foreningen ikke skal skabe overskud, men at man er gået konservativt til værks og fx har sat en forventning om en nedgang i antallet af tv-pakker på 10 pct. Hvis det tal stiger til 14 pct., kommer AF86 ud af 2025 med et lille underskud, så en budgettering med et overskud sker ikke af kommercielle grunde men ud fra et forsigtighedsprincip.

I forbindelse med gennemgangen af økonomien blev det også fortalt, at driftsbidraget bliver fastholdt på 10 kr. pr. måned, hvilket er betydeligt lavere end de 14,42 kr. pr. måned, som var gældende i 2020.

Efter økonomien var turen kommet til personvalgene. Formanden for AF86 er på valg hvert andet år, og Dan Norén skulle derfor forsøge at blive genvalgt. Det gik meget smertefrit, idet der ikke var modkandidater, men til gengæld et stort bifald til formanden.

Også de fem bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, fik alle to år mere som bestyrelsesmedlemmer. Det drejede sig om Villy Sørensen, Per Mogensen, Karin Engraf, Rutger Vagnild og Charlotte Birkved. De blev alle valgt uden modkandidater. Kenneth Nielsen blev efterfølgende genvalgt som suppleant, mens Birte Vestergaard modtog nyvalg som suppleant. Ved lodtrækning blev Kenneth første suppleant.

Et ønske om flere tv-pakker

Under det sidste punkt – eventuelt – punktet, hvor alt kan diskuteres, men intet kan besluttes, havde den lille grundejerforening Højsten i Brøndby bedt om ordet. Her fremlagde Anders Funch fra den lille forening med 31 medlemmer et ønske om, at AF86 arbejder for flere tv-pakker i sit udbud.

Ønsket gik på både en billigere og en dyrere Bland Selv-mulighed. I dag koster Bland Selv med 10 points 475 kr. Andre udbydere har billigere produkter, som så dog også er markant mindre i indhold, men det var netop pointen, at det kunne være attraktivt for nogen.

Ønsket om en dyrere – eller rettelig en større – Bland Selv-mulighed end ’kun’ 36 point blev også fremført. Ønsket gik på både 48, 54 eller 60 points i forbindelse med Bland Selv.

Igen var både formanden og forretningsføreren på med svar – at det skam er forelagt YouSee, men at det ikke her og nu er noget, man kan komme igennem med. For tiden markedsfører YouSee i meget høj grad deres nye Play-produkt, og her er der stor valgfrihed, men det er til gengæld til mærkbart højere priser end det, der gennem årene er forhandlet hjem i AF86.

Alt i alt er konklusionen ovenpå årets repræsentantskabsmøde, at  AF86 har det godt. Økonomien er stærk, produkterne er generelt gode og prismæssigt attraktive holdt op mod resten af markedet, især hvis man ser på foreningens internetprodukter. Endelig har bestyrelsen og administrationen øje for udviklingen og sørger for at overvåge den tekniske infrastruktur, så den er på forkant med tingene.