OPDATERING! youSee har netop (onsdag d. 6. november) meldt ud, at der ikke falder en løsning på plads inden årsskiftet, og at Discoverys kanaler derfor ikke vil være en del af hverken tv-pakker eller bland selv-univers fra 1. januar 2020. Parterne forhandler dog videre i håb om at nå frem til en løsning.
Der er måske en opblødning på vej i konflikten mellem youSee og Discovery Networks.
De to parter i har i flere uger stået stejlt overfor hinanden, da youSee først meldte ud, at Discovery Networks' kanaler skulle ud af de faste pakker for i stedet at kunne tilgås i bland selv-universet. Det modsatte Discovery Networks sig, hvilket fik youSee til at opsige kontrakten. Så i skrivende stund er Discovery Networks' kanaler slet ikke at finde overhovedet hos youSee fra nytår.
Men nu skriver BT, at de to parter i er i dialog om en løsning. Begge parter bekræfter overfor BT, at de taler om en fremtidig løsning. Der er dog ingen meldinger om, hvordan en mulig løsning kan se ud.
Overfor BT vurderer digital analytiker og grundlægger af Copenhagen Future Tv Conference Claus Bülow Christensen, der også har været brugt i AF86 til at holde oplæg om fremtidens tv-marked, at der sandsynligvis er tale om starten på en proces, hvor en eller flere af Discovery Networks kanaler alligevel er at finde i youSees udbud og faste tv-pakker fra nytår.
"Der kommer en løsning, hvor begge parter går på kompromis," udtaler Claus Bülow Christensen til BT. "For mig at se er det utænkeligt, at de ikke finder hinanden," siger han.
For AF86 er det dog vigtigt at slå fast, at selvom begge parter overfor BT bekræfter, at de forhandler, så er der endnu ikke en løsning på konflikten.
YouSee og Discovery taler sammen
OPDATERING: En forhandlingsløsning kan ikke nå at give resultater før nytår. De to parter fortsætter dog dialogen.