Blandt de store tele-infrastrukturselskaber i Danmark, er der lige nu en hård kamp om at rulle fibernet ud til flest mulige beboelser og erhvervsområder. Det er primært TDC Net, Fibia, Norlys og Global Connect, men også lokale el-selskaber er aktive.

De har travlt ud fra devisen om, at den der kommer først, får ejerskab af infrastrukturen og dermed en form for monopol på adgang til boligen, da sandsynligheden for, at en konkurrent efterfølgende bygger ud er meget lille.

De fleste kommercielle internetudbydere, har ikke eget netværk, men lejer sig ind på infrastrukturselskabernes netværk, for at tilbyde deres internetløsninger til slutkunderne.
Nu har TDC besluttet at hæve deres priser overfor de serviceudbydere, der tilbyder internetprodukter via TDCs net. Når omkostningerne for serviceudbyderne stiger, er der kun et sted de kan få dækning for det, hvorfor det kan give prisstigninger på helt op til 20 pct. for slutkunderne, der altså skal betale mere for deres internetabonnementer.

Erhvervsstyrelsen ændrer regnemetode

Den maksimale pris infrastrukturselskaberne må tage for adgangen til deres netværk er bestemt af Erhvervsstyrelsen, så grundlaget for TDC’s prisstigning skal findes her. Erhvervsstyrelsen har nemlig ændret den måde, de beregner det såkaldte WACC.

Det står for noget så mundret som ’weighted average cost of capital’ og er et udtryk for, hvor meget det koster for en virksomhed som TDC at investere i deres netværk. Tænk på det som renten på et lån. Da renterne er steget, tillader man nu også, at TDC må få et større afkast på deres investeringer i deres eget net, og dermed kan de altså hæve priserne for internetudbyderne og i sidste ende for forbrugerne.

Vigtigt selv at eje sit net – som medlemmerne i AF86 gør

Med disse prisstigninger, har det aldrig været vigtigere end nu, selv at eje sit netværk og dermed være ”herre i eget hus”. Med de stigende priser fra TDC bliver det endnu mere attraktivt, og økonomisk vigtigt, for boligafdelinger og andre der bor tæt sammen at eje deres eget netværk, fremfor at være koblet op på andres infrastruktur.
At etablere og vedligeholde en infrastruktur i større boligafdelinger og områder med tæt bebyggelse, er ikke særlig bekostelig og langt billigere per beboelse, end i mere spredt parcelhusbebyggelse, på landet og i erhvervsområder.

Ved at eje sin egen infrastruktur får man selv glæde og udnytte af omkostningsbesparelsen, samtidig med, at man selv langt bedre har kontrol med prissætningen på de produkter der tilbydes og kan tilbyde disse til lavere priser end ellers.

Populært sagt kan man sige, at ved at lade infrastrukturselskaberne eje adgangen til beboelserne, giver man omkostningsbesparelse og kontrol videre til dem, og man er dermed med til at øge deres indtjening og finansiere udbygning af infrastruktur i andre områder.

Et vendepunkt for de små?

TDC’s prisstigninger afspejler en større tendens på internetmarkedet, hvor ejerskab og kontrol over infrastrukturen bliver stadig mere afgørende. For antenneforeninger er egen infrastruktur ikke kun en mulighed for at undgå hele eller dele af eksterne prisstigninger, men også en chance for at styrke en forhandlingsposition og arbejde med bedre service overfor medlemmerne. Den udvikling kan måske vise sig at være et vendepunkt for mindre aktører i bredbåndsbranchen.

 

Fakta:

Her er nogle af de internetudbydere, der anvender TDCs infrastruktur og derfor bliver ramt af højere priser hos TDC i 2024 – prisstigninger, der nok bliver sendt videre til forbrugerne:

Fastspeed   319,00
Hiper         319,00
Telenor       339,00
YouSee       369,00
Bolignet      299,00
Kviknet       349,00
DanskNet    329,00
JetNet         299,00

Månedlig pris for 1000/1000 Mbps (YouSee 1000/200) leveret på TDC fiber.
Priser indsamlet 30. november 2023 fra selskabernes hjemmesider.

Til sammenligning koster en 1000/1000 Mbps for medlemmer i AF86 100,- kr. per måned og stiger ikke i 2024.