Den årlige ANGACOM-messe i Køln er ikke umiddelbart interessant for almindelige mennesker. Det er ikke her, man som forbruger kan se de allernyeste tendenser inden for fladskærme, mobiltelefoner, spillekonsoller, streaming-enheder og wearables. Køln-messen henvender sig primært til forhandlere, distributører og producenter af udstyr til internettet, fiberoptik og andre kommunikationsteknologier.
Alligevel er de teknologiske fremskridt, der bliver præsenteret her, relevante for din og min hverdag. Hvis ikke i dag, så i morgen. De fremskridt og den innovation, der bliver præsenteret her, har stor betydning for vores evne til at få mest muligt ud af fladskærme, gamer-pc’ere osv.
Et af hovedtemaerne på ANGACOM-messen i år var fiberudrulning, gigabit-netværk og 10G-teknologi. Blandt de næsten 500 udstillere på messen havde mange et fokus på de nyeste måder at udnytte og udvide eksisterende netværk og teknologi.
10G: Fremtidens internetkapacitet
En teknologi, der fik stor opmærksomhed på messen, var 10G-netværk. Det er et ’næste generations-netværk’, der kommer med hastigheder, som er 10 gange hurtigere end det nuværende 1G-netværk, vi kender i dag. Det kan ændre både privat og erhvervsmæssig brug og udnyttelse af internettet.
På ANGACOM blev der præsenteret en række nye produkter og løsninger, der understøtter 10G-teknologien og på paneldiskussioner blev det belyst, hvordan 10G kan integreres i eksisterende netværk, og hvilke udfordringer, der skal overvindes for at sikre, at det kommer bredt ud til så mange som muligt. Eksperter fra virksomheder som Deutsche Telekom og Vodafone deltog i debatter om, hvordan 10G kan hjælpe med at understøtte virtual reality, 8K streaming og avancerede smarte hjem-løsninger.
Her skal det dog med, at man i Tyskland ikke er på niveau med Danmark, når det gælder udrulning af højhastigheds-internetforbindelser, og at det forklarer, hvorfor tyskerne har et større fokus på udrulning end vi nok har herhjemme.
Men derfor kan de tyske diskussioner sagtens have betydning for os, for hvis innovative løsninger finder vej syd for grænsen, gør de det også hos os. 10G-teknologi er grundlaget for hurtigere og mere pålidelig internetforbindelse, som mange af os vil nyde yderligere godt af. Fiberoptik, som er tyndere end et menneskehår, kan transmittere enorme mængder data over lange afstande med minimal forsinkelse. Det betyder, at streaming af film i 4K, videospil i realtid og smarte hjem-teknologier bliver mere tilgængeligt.