Internetkriminalitet er i vækst. Det viser den nyeste offerundersøgelse, der hvert år sætter fokus på vold og kriminalitet i samfundet. Den mest almindelige form for digital svindel er snyd ved onlinehandel. I 2023 blev omkring 85.000 danskere udsat for digital svindel ved handel på falske webshops eller ved handel mellem private på platforme som Facebook Marketplace, DBA og GulogGratis.

Samtidig oplevede cirka 76.000 danskere misbrug af deres betalingskortoplysninger og 27.000 blev ofre for kontaktbedrageri, hvor de lokkes til at overføre penge til svindlere, de har mødt på sociale medier, mail eller datingsider. Desuden har omkring 21.000 danskere oplevet misbrug af deres personoplysninger.

Alvorlige konsekvenser for offeret
Digital svindel har alvorlige konsekvenser for ofrene, både økonomisk og psykisk. Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd, understreger, at den digitale udvikling, selvom den bringer mange muligheder, også øger risikoen for internetkriminalitet.

"Det er et alvorligt samfundsproblem, at flere og flere danskere udsættes for it-kriminalitet. Vi er nødt til at gøre langt mere for at beskytte danskerne mod online svindel," siger han og fortsætter ”alle, uanset køn og alder, kan blive ramt af it-kriminalitet. Mange overvurderer egne evner til at spotte svindlen, og de kriminelle bliver dygtigere og dygtigere. Vi forventer, at den digitale svindel vokser yderligere i takt med, at kunstig intelligens bliver mere udbredt. Der er behov for en styrket samfundsindsats som bolværk mod fremtidens kriminalitet, påpeger Erik Christensen fra Det Kriminalpræventive Råd.

Justitsminister Peter Hummelgaard har kommenteret offerundersøgelsen ved at sige, at "vold er en af de mest ødelæggende forbrydelser og det rene gift for sammenhængskraften i vores samfund (…) og voldsmændenes afstumpede handlinger sætter ofte dybe spor i de enkelte ofre, der måske aldrig bliver sig selv igen.”

 

Tag dig god tid, når du handler online
En af de store udfordringer i bekæmpelsen af internetkriminalitet er den lave anmeldelsestilbøjelighed blandt ofrene. Kun 40 procent af dem, der har oplevet misbrug af betalingskortoplysninger, rapporterer hændelsen til politiet. For bedrageri ved samhandel er tallet endnu lavere, med kun 29 procent, der anmelder. Det gør det vanskeligt for myndighederne at bekæmpe disse forbrydelser effektivt.

På trods af den stigende trussel er der flere måder, man kan beskytte sig selv mod internetkriminalitet. Erik Christensen anbefaler, at borgerne udviser forsigtighed og sætter tempoet ned, når de er online.

 "Vi anbefaler, at man stopper op, tager sig god tid og mærker efter, før man betaler, svarer, reagerer eller klikker online. Det er vigtigt, at man undgår forhastede beslutninger, når man kommunikerer eller vil gøre et godt og sikkert køb online."

 FÅ TIPS TIL, HVORDAN DU BESKYTTER DIG ONLINE